Barbro - 2026 Danish Barbro Label LP

Man kan ikke folde noget mere end syv gange. På sin vis tager Barbro den udfordring op på deres andet album, Crossfade (februar 2026). Skabt som collager – en sammensmeltning af gamle demoer, malerier og digte – og indspillet i opbevaringsrummet på billedkunstafdelingen i Barbro’s gamle, nu forladte, barndomsskole. Genbesøget af minder, erfaringer og drømme folder sig ud i ti alternative soundcloud-folk-sange, skabt i samarbejde med producerne Villads Tyrrestrup Øster (Liss, Smerz, Elias Rønnenfelt), Aase Nielsen (Dean Blunt, Okay Kaya, TLF Trio) og mixingeniør Flemming Rasmussen (Metallica).

Titlen Crossfade er et begreb, der bruges til at flette to stykker information sammen – hvor det ene langsomt forsvinder, og det næste tager over i en glidende bevægelse. Ud over sin tekniske betydning udfordrer navnet også idéen om nye begyndelser og pludselige slutninger, og peger i stedet på, at begivenheder og faser fortsætter, overlapper og bygger oven på hinanden. Det er anti-heroisk, anti-produktivt og anti-“før-havde-jeg-det-slemt,-men-nu-har-jeg-det-meget-bedre”. I stedet er det en måde at give sig selv lov til at give slip i eget tempo, byde overgange velkommen – men også, bare i et øjeblik, lade forskellige faser eksistere side om side på lige fod.

Albummet er vokset frem i disse vedvarende overgange; udviklet sig fra 20 minutter lange, næsten sakrale demoer med om(be)stemte guitarer og hviskende vokaler til en stram konceptuel bearbejdning af netop dét materiale og de følelser af intuition, håb og nysgerrighed, der ligger deri.

Crossfade bygger videre på Barbros debut Bad Choices (2023), som undersøgte sårbarhed og selvomsorg i en nedslidt struktur i det vestlige samfund – blotlagt af en pandemi og det pludselige stop efter en hjernerystelse. Hvor debuten blev skabt i en tilbagetrukket sfære, er Crossfade åben, ekspansiv og levende med stemmer og spor fra fortid og nutid. Barbro har sagt, at Crossfade er den mest håbefulde musik, de nogensinde har lavet – ikke i betydningen “optimisme er vejen frem”, men som et forsøg på at tage et skridt videre end alt-er-fortabt og tvinge sig selv til at forestille sig en fremtid efter enden.

Skrevet over de sidste fire år, primært ved køkkenborde i forskellige europæiske byer, er albummet et eksperiment i, hvordan man kan arbejde intuitivt med tidligere intuition. Hver gang nærmet med nysgerrighed, foldet lag på lag, presset ud over sig selv – og til sidst blevet denne alt-pop-helhed.